Rosen blusser

Sommerlyst 1917

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andersen

Andersen han er min bedste ven.

Jo, De kan bande på, at det er en svend.

Sikken et øje og sikken et hår

og sikke hans hjerte slår.

Overfor ham er jeg blid som et lam,

alt, hvad jeg ejer, det låner jeg ham.

Jeg er forelsket og skoldet og skør

og altid i dejligt humør.

Han lægger beslag snart på alt, hvad jeg får.

De støvler jeg købte hos "Hector" i går,

dem har jeg lånt min bedste ven.

Andersen, Andersen,

og hvis jeg kender Andersen,

ser jeg dem aldrig igen.

Mandfolk de' no'et skidt,

gi'r vi os af med dem, går de for vidt.

Det er li' sådan med min gamle ven,

Hans Peter Andersen.

 

Andersen påstår, at jeg er Gud,

hvergang han render for koldt vand og lud,

stiller han straks, hvor velsignelsen gror,

og si'r det forløsende ord.

Jeg er min kærestes lånekontor,

på mig alene hans fremtid beror.

Man ska' ve'li'holde hele sin glans,

det si'r hans æstetiske sans.

Til yderligheder hans fordringer går:

Den tandbørste som jeg har brugt i et år.

Andersen, Andersen,

og hvis jeg kender Andersen,

ser jeg den aldrig igen.

Mandfolk, de' no'en fjols,

man sku' sgu tro, de var kommet fra Mols.

Det er li' sådan med min gamle ven,

Hans Peter Andersen.

 

Omsorg for Andersen altid jeg har.

Sådan et ansvar på nerverne tar.

Når jeg besøger ham, der hvor han bor,

så er jeg for ham som en mor.

Ligger han skidt, eller ligger han hårdt,

der hvor han ligger, så er'et en tort.

Det går mig lige ind til ben og til marv.

Så ta'r jeg min fædrenes arv,

den ældgamle mølædte krølhårsmadras,

hvorpå mine forfædre de ha'de plads.

Den har jeg lånt til min bedste ven

Andersen, Andersen,

og hvis jeg kender Andersen,

ser jeg den aldrig igen.

Mandfolk, de' no'et stads,

de har kun tanker for fjas nutildags.

Det er li'sådan med min gamle ven,

Hans Peter Andersen.

 

Overfor ham er mit hjerte så stort.

Hvad jeg kan gøre for ham, har jeg gjort.

Selv om jeg dør og sku' bli' til en ånd,

så får han en hjælpende hånd.

Er det en vinter med kulde og slud,

går han omkring og ser frysende ud,

mangler han li'e det nødvendigste kluns,

så er jeg der li' me' de' vuns.

Den uldtrøje, hvorpå mit navn er broder't,

og som jeg har gå'et med fra je' ble' konfirmer't,

den har jeg lånt min bedste ven,

Andersen Andersen,

og hvis jeg kender Andersen,

ser jeg den aldrig igen.

Mandfolk, de' no'et skab

de går kun ud på at volde os tab.

Det er li'sådan med min gamle ven,

Hans Peter Andersen.