________________________________________________

Taksameterkuskens datter

 

Nørrebros Teater 1901

 

 

 

Tekst og musik: Frederik Richard

 

     
 

Den gamle Variete

 
     

Det er min afskedsfest i Trommesalen.

Til sidste plads er fyldt det kvalme rum.

Nu ser man først, hvad den kan rumme, salen,

og hvad jeg ejer for et publikum.

Der er vel godt en otte-hundred' men'sker,

foruden, hvad der findes på balkonen.

Alverden er her, selv den fulde svensker,

som synger med og sprøjter med sifonen.

De elsker den gamle variete, variete, variete.

De får et glas øl og en pige til

og tænker: Hvad ska' det nu bli'e til ?

De ler i den gamle variete, variete, variete.

Men der er dog vemod i al dens humør;

den skifter igen direktør.

 

Serveringer er der ikke mer' der hedder.

Man ta'r det glas, som man kan nå i flæng.

Og roser og violer i sjeleder

udstrør en ældre blegfed blomsterdreng.

Bedrøvet pianisten slår piano't

og så energisk bli'r det gennempryglet,

at svensken synes rørt, det det bør ha' no't

og hælder et glas banko ned i flyglet.

Det sker jo så tit i variete, variete, variete,

så det er en ting, man må tie te',

men se nu: Der sættes en stige te'.

Spændt sidder den hele variete, variete, variete.

Der spilles en larmende dillegalop,

og langsomt går fortæppet op.

 

På en gang bli'r der ganske dødsens stille.

På scenen træder direktøren frem.

En tåre ser man ned ad næsen trille

og nokken en og flere efter dem.

"At tale overstiger mine kræfter".

Så larmes der med stokke og med stole,

men Trommesalens guldmedalje hæfter

jeg tavst på pianistens slidte kjole.

Da drøner den gamle variete, variete, variete,

så højt som en jubel ka' sti'e til

og det er der intet at sige til.

For det var min egen variete, variete, variete.

Jeg har den forladt for en højere kunst,

men aldrig jeg glemmer dens dunst.

________________________________________________