________________________________________________

 

 

 

Scalarevyen

 

Scala Teater 1918

 

 

 

Tekst: Alfred Kjærulf & Carl Arctander

 

Sunget af Carl Alstrup

 

     
 

Det lille ?

 
 

 

I skolen sa' lær'ne:

Du har en tosset hjerne!

Men jeg var også gerne

nr. 1, når vi gik derfra.

Men De ka' ikke gætte,

hvordan jeg kludred' med det,

når tegn vi skulle sætte.

Dem ku' jeg ikke ta'.

Joh. komma og et punktum,

jeg lige klared', men

det lille spørgsmålstegn

stod altid under streg'n.

Det hopped' som en tudse,

der pludselig får regn.

Det lille spørgsmålstegn,

var stadigvæk i vej'n

og min arme fingre,

var blegn ved blegn.

 

Jeg voksed' som en pinje,

fik lært at skriv' på linje.

og så mødte jeg Virginje,

et englebarn at se.

Hun smiled: Hvor uheldigt

mit skobånd er tilfældigt

gå't op, og De er vældig

sød, hvis De binder det.

Men da hun løfted' kjolen,

mit ansigt lignede

et lille spørgsmålstegn,

der nu var lige på streg'n.

I knæene jeg dirred'.

Det er et sikkert tegn.

Oh, dette spørgsmålstegn

det gør en mand forleg'n

jeg lå og fantasered'

om præst og degn.

 

Nåh, jeg får båndet bundet,

mærkværdigt, at jeg kun'et.

Og da jeg så får sundet

mig lidt, så føler jeg,

hun om mig smækker armen,

som Don Jose om Carmen,

og bølgede med barmen.

Sig om du elsker mig ?

Af glæde slog jeg knuder

på mig selv, så jeg så ud

som et lille spørgsmålstegn,

der nu gik over streg'n.

Fornuft og overvej'n

det gør man, når man plukker

forglemmigej'n.

 

Jeg brændte højt i lue.

Det varede en uge,

så fandt jeg ud min due

var gift med en anden rad.

Så snart vi mandfolk sukke,

for en tilfældig dukke,

så tror vi straks den smukke

er et ubeskrevet blad.

Kig bladet godt igennem,

så ser du der er gemt,

et lille spørgsmålstegn

dybt inde bag ved streg'n,

der røber, mellem venner,

at hun kender til galejen.

Men det lille spørgsmålstegn,

der laver hurlumhejen,

er alligevel det pikante

ved skørtevejen.

 
________________________________________________