_________________________________________________

 

 

Dagmarrevyen

 

Dagmarteatret 1943

 

Tekst: Mogens Dam

 

Sunget af Marguerite Viby

 
 

Flyv min hest

 
 

Når mit humør en dag er særlig truet,

så sadler jeg min hest og rider ud

og ingen af os ved, hvor turen ender.

Det er den bedste kur jeg kender.

De raske hovslag over landevej'n,

de grønne marker og de brede hegn,

en virkning har, der ligner

en håndfuld mercodriner,

og de'er jo gode tegn.

 

Så flyv min hest

i regn og blæst

henover Danmarks jord.

Hver en gnist fra din hov

får hilsen igen fra bondens plov,

og jeg får smil fra alle dem,

der langs med vejen bor,

så flyv min hest

i regn og sol og blæst

på Danmarks grønne jord

 

Man siger, rygterne har vinger på.

Den sammenligning kan jeg godt forstå.

På samme måder i de tunge tider,

fra mand til mand humøret rider.

Især når alting er så hårdt og ondt,

så er det danske lune rent og sundt.

Da flagrer som en manke

en let og lystig tanke

og bærer smilet rundt.

 

Så flyv min hest

i regn og blæst

til store og til små.

Højt og frit på din ryg,

skal tanken du bære rank og tryg

og melde dem, der vil forstå:

En dag bli'r himlen blå!

Så flyv min hest

i regn og sol og blæst

så langt, som du kan nå.

 

Og når en gang det store Ragnarok

har krævet jern og blod og tårer nok,

og man har lov at færdes alle vegne,

så bær mig frem til fjerne egne.

Så vil det danske smil og nederlag

igen få lov at komme for en dag,

forbi med angst og bæven,

så spytter vi i næven

for hele verdens sag.

 

Så flyv min hest

i regn og blæst

fra Danmarks lyse strand!

På din ryg bæ'r du stolt

dit budskab om det, der stod og holdt:

Det danske smil, som går i spand

med hjerte og forstand!

Så flyv min hest

i regne og sol og blæst,

så højt og langt du kan.

 

________________________________________________