________________________________________________

Bag de røde porte

 

Sønderbro Teater 1922

 

 

Tekst: Aage Steffensen

Musik: José Armandola

 

 

Fra søndag nat til mandag morgen

 
 

Nu skal jeg fortælle Dem et eventyr

fra den gamle have med de stolte dyr,

skoven som vi allesammen godt kan li',

den, der rummer selve livets poesi.

Fra de første knopper springer ud i maj,

og de hvide anemoner breder sig,

stævner byens ungdom mod de grønne træer.

Der er kærlighed i luften der.

 

Fra søndag nat til mandag morgen,

den kærlighed, som er beskåren,

de unge mænd og unge kvinder

med røde kinder - Oh, søde minder.

Her har jeg selv forelsket vaaren,

fra søndag nat til mandag morgen.

Her har jeg gået og hørt på lærkesjov.

Det høres tit i den grønne skov.

 

Petra ha'de aldrig vær't i Klampenborg,

der hvor lærken sine klare triller slår.

Så en aften, da hun går på Christianshavn,

Møder hun sin skæbne, Hansen var hans navn.

Ud til Dyrehaven, de en sporvogn to',

månen nok så smilende på himlen sto'.

Hun var så charmeret i den grønne skov,

at hun blev der uden at ha' lov.

 

Fra søndag nat til mandag morgen,

hun var jo ung, og går'n, så går'n.

Han var så rar, det er opbyglig'

Hun blev så lyk'lig, hvor er det hyg'ligt.

De hvilte blødt på selve jorden

fra søndag nat til mandag morgen.

Om kærlighed de talte før de sov.

Det hænder tit i den grønne skov.

 

Jeg må straks i parentes bemærke, at

hun blev gift med ham, men at den søde skat,

af og til lidt udenom programmet gled,

det må skoven ta' på sin samvittighed.

Hun på Kildeøen traf en fransk matros,

at hun ej kan sprog, skal si'es til hendes ros,

men så meget havde Petra dog forstået,

at matrosen havde orlov fået

 

fra søndag nat til mandag morgen,

og mens hun sad og så på kården,

så var det at hun tiden glemte,

det er man slem te', når man skal skæmte.

Hun faldt total for tricoloren,

fra søndag nat til mandag morgen,

men næste dag fortrød hun og var flov,

det er man tit i den grønne skov.

 

Da hun så kom hjem sin mand en løgn hun stak,

men at tro derpå han hel're foretrak.

Hansen han sku' blot ha' vidst at Skov (en søn

af den gamle, som var både ung og grøn),

kom når han var ude, og en skønne dag,

da han vendte hjem var døren låset af.

Han kom ikke ind, det gav i ham et gys,

han ku' nemlig se, der brændte lys.

 

fra søndag nat til mandag morgen,

af jalousi, han flæbed, dåren,

mens denne Skov i fryd og gammen,

sad hos madammen, så faldt han sammen.

Han gik på vagt i korridoren

fra søndag nat til mandag morgen

og næste dag blev han mod konen grov

og tog sig varmt af den "grønne Skov".

 

Også denne vise har sin eg'n moral,

hvilket jeg i dette vers bevise skal.

Skoven jo så mange skønne sider har.

Er det kun for den skyld, man i skoven ta'r?

Ta'r man derimod derud, fordi man ved,

at man i en skov kan finde kærlighed.

Sådan noget skal man være varsom med.

Skoven er et meget farligt sted.

 

Fra søndag nat til mandag morgen,

Ved forårstid og midt i våren.

Men farligst dog når sommervarmen,

har vakt alarmen i kvindebarmen,

Der veksler smil så tit med tåren

fra søndag nat til mandag morgen.

Der bli'r man let for "flammerne" et rov,

Når der går "ild" i den grønne skov.

 
________________________________________________