________________________________________________

Tivolirevyen

 

Tivolis Sommerteater 1917

 

 

Tekst: Carl Arctander & Carl Th. Dreyer

 

Sunget af Ella Dyberg Heiberg

   

Frøken solskinsvejr

 
 
 

Hun var som en blomst, der er vokset af smuds,

den fattigmandstøs, når hun kom i sit puds.

Hun var som en stribe af sol, der en stund,

forvilder sig helt ned i baggårdens bund.

Mange vidste blot hun var letsindig.

Alle vidste godt, at hun var smuk.

Selv var hun lystig og glad som lærken

og kende hverken til gråd eller suk.

Svigtede en ven, stod nye rede.

Hun fik snart igen en hjertenskær.

Nåh hvad ! Hun kræved' ikke meget,

men gav alt det hun ejed'.

Stakkels, stakkels frøken Solskinsvejr.

 

En jul, just som hellignatsklokkerne lød,

da lå hun i stuen med barn på sit skød.

Hun toede i vånde hans sprællende krop

og løftede i fryd ham mod himlen op.

Hvem der var hans far, det var lidt tvivlsomt.

Een ting var dog klar; hans mor var hun.

Den knægt forvandled' sin mor behændigt.

Hun blev anstændig fra samme stund.

Hjemmet nu det gjaldt, hun sled og trælled'.

Hele hendes alt var vuggen der,

indtil den gang for evigt standsed',

og den stod tom beskanset.

Stakkels, stakkels frøken Solskinsvejr.

 

Hun rejse sig - rettere: sank vel igen

og gik for at glemme fra ven og til ven.

Men næste gang jul over tagene klang,

da sad hun i stuen alene og sang.

Tæt ind til sig bryst holdt hun en dukke,

flyttede den tyst fra arm til arm.

"Sov nu Barnlille, vær tryg og stille,

drik af din kilde ved moders barm.

Kasted så et blik på juletræet,

hilste det med nik og rykked' nær.

Hun så i lysene dybt inde

to barneøjne skinne.

Stakkels, stakkels frøken Solskinsvejr.

 
________________________________________________