_________________________________________________

 

 

Morgen-Middag-Aften

 

Fønix Teatret 1937

 

Tekst: Arvid Müller
Musik: Aage Stentoft
Sunget af: Osvald Helmuth

 

 

Havnen

 
 

Når byen derinde får lysene på,
og arbejdsdagen så småt går i stå,
 og folk ruller hjem efter dagen, der gik,
butiksfolk, kontorfolk og dem fra fabrik,
så er jeg med såd’n omkring klokken fem,
men jeg kør’ en omvej før jeg ta’r hjem.
Jeg kør’ mig en tur langs med havnen,
jeg må rundt og se, hvad der sker.
Jeg kan ikke forklare nøjagtigt hvorfor.
Det’ nærmest såd’n bare, ja gu’ er det så.
Det såd’n en slags indeklemt længsel,
li’som en, der har siddet i fængsel
 og så pludselig mærker at nu er han fri,
såd’n har jeg det altid, når da’en er forbi.

Man tro’de jo engang at alt var så nemt.
Dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt.
Jeg ville se verden, afsted, bare ud!
Såd’n er der så meget, og så blev jeg bud.
Og så blev jeg gift, ja, og så var det sket,
og nu må jeg nøj’s med – jeg trænger sgu te’et.
Jeg må ned og lure ved havnen,
og snuse til livet ombord.
Jeg må rundt og kigge, og se, hvo’n den skær,
Ja, jeg ved sgu ikke, jeg kan ikke la’ vær’.
Det er ikke det – skude ved skude…
Det er nærmest det hele herude.
Der er noget i luften, der er noget, jeg kan li’.
Enhver har jo sin lyst, når dag’n er forbi.

Så sker det jo tit, at man kommer i snak.
Én gi’r en historie og én gi’r tobak,
så’n uden banderole – fra stederne a’.
De kommer jo lige direkte derfra.
Så står man og lytter og nyder sit skud,
det’ dejligt at høre, hvo’n verden ser ud.
Jeg ser sgu det hele ved havnen,
både Java, Algier og Port Said,
og plantager og hajer, det hele, De ve’,
alt det som man plejer at ønske at se.
Sådan palmer så høje som huse,
jeg kan ligefrem høre dem suse.
Der er ikke de lande, jeg ikke er i.
Jeg er ude på viften, når dag’n er forbi.

Man ved jo som regel på dato hvornår,
såd’n cirka, at bådene kommer og går.
Det’ li’som et skema, det lærer man snart,
 og kommer der én er jeg altid parat.
Det at gi’ dem et nap med at lægge dem til,
der er ikke en ting, jeg hellere vil.
Jeg står her og venter ved havnen,
og næverne kribler på en.
Jeg kender hver boje, hvo’n trossen skal i,
og det at fortøje, det ka’ jeg sgu li’.
Jeg elsker at røre ved skibet,
det’ li’som at hilse på livet.
Jeg ved ikke hvorfor, det’ vel nærmest fordi,
man føler først den slags, når da’en er forbi.

Jeg ved sgu godt, at det hele er skæg.
Mellem mig og alt det der, der er der en væg.
Det er no’et man indser, mens tiden den går.
Jeg ved godt at min plads, det’ her hvor jeg står.
Og sådan er livet for fler’ end for mig,
men jeg er skam slet ikke bitter, nej, nej.
Jeg kør mig en tur langs med havnen,
hver aften, når klokken er fem.
Jeg kør mig den tur, som nu jeg holder af,
den eneste tur, jeg har råd til at ta’.
Der ude et sted bag ved molen,
ligger verden og livet og solen.
Men hvem her i verden får alt hva’ han kan li’?
Såd’n tænker jeg altid, når dagen er forbi

 
_________________________________________________