________________________________________________

 

 

 

Dagmarrevyen

(Succesrevyen)

Dagmarteatret 1948

 

>

Tekst: Arvid Mller

Musik: Aage Stentoft

 

Sunget af: Erika Voigt

 

        Jacobsen

 
 

Det var på en bagperron det skete.

Det var midt på dag'n, på linie 5.

Jeg sku' billettere, og jeg ledte,

for at finde 30 øre frem.

Det  var gledet ned og sad i foret.

Lommen var så smal og frakken stram.

Pluds'lig sa' en herre:

"Av, frøken den var værre !"

Så sa' han: "Jeg betaler".

Det var ham - Jacobsen,

Ja jeg vidste ikke at han hed Jacobsen.

Så sku' jeg skifte ved det næste stoppested,

Jacobsen fulgte med !!

Jacobsen - tog hatten af og sagde: "Jacobsen".

Så sa' han, da jeg sa': "Ved De hvad, jeg skal altså med linie 2":

"Det skal jeg med" - og lo.

Mens vi sad og kørte,

mærked' jeg han førte,

armen rundt omkring min ryg.

Men man ku' jo ikke

så'n si' "La' vær"

Det ku'  let virke pinligt i vognen især

for Jacobsen.

Og hvorfor sku' jeg støde Jacobsen.

Han holdt så blidt, som var det på et stykke porceln,

Jacobsen var så  pæn.

 

Det var godt, at det var midt på dagen,

for så 'r man sådan mer, de ved, sig selv.

Han var osse meget velopdrag'n,

da han gav mig hånden og sa': "Farvel".

Først så sa' han: "Frøken, tak for turen",

og så sa' han: "Ses vi snart igen"?

Jeg blev helt forlegen,

og kigged' ned i vejen.

Jeg sa': "Jeg tror ikke andet end...Jacobsen,

det ved jeg virk'lig ikke Jacobsen".

Så sa' han: "Skoven er så pæn om søndagen - sku' vi - ja ?

Så sa' jeg: "Ved De hvad,

Jacobsen - Jeg tror de er en værre Jacobsen.

Så sa' han:" Årh, De er vel ikke bange for en skov"?

Så sa' jeg: "Både - og".

Jeg ved ikke hvord'n, men Jacobsen var såd'n

så man ikke ku' si' "Nej".

Før han gik, så loved' jeg vi sku' ta' afsted

næste søndag, og jeg sku' ta' frokosten med til

Jacobsen. "Man bli'r så sulten", sagde Jacobsen.

Så sprang han på en linie 2, der var i fart.

Jacobsen var så smart.

 

Der var mange folk på Er'mitagen

osse mange hjorte - og små føl.

Jeg ha'de 20 kr. med af gagen,

Jeg fik kaffe - Jacobsen fik øl.

Pluds'lig mens vi gik, blev han poetisk,

"Frøken", sa' han "Lad os sidde her.

Under bøgens skygge,

bor mange men'skers lykke."

Det lød så kønt, så sa' jeg: "Lad være -

Jacobsen. Det må De altså ikke - Jacobsen.

Så sa' han: "Hvorfor ikke det ?

Så sa' jeg: "Nej - så må De gå Deres vej -

Jacobsen" Men hvem der ikke gik, var Jacobsen.

Han var så stærk, så blev jeg svag.

Det var ved højlys dag.

Da vi lå og hvil'te, sa' han, mens han smilte

og mens han rejste sig:

"Jeg går hen i kiosken, bliv De, De er træt,

jeg går hen og får fat på en god cigaret"

sa' Jacobsen - Så så jeg ikke mere Jacobsen.

Det var, det synes jeg, den store ironi.

Det var ved Springforbi.

 

Alt det der det skete sidste sommer.

Ugen efter tænkte jeg: "Hvornår

kan jeg vente resultatet kommer" ?

Og det kom den 12. Marts i år.

Han blev døbt i forgårs - i Matthæus,

Præsten sa' - ualmin'dlig strengt -

"Hva' ska' barnet hedde"?

Jeg stod med blikket nede,

Så sa' jeg "Han skal hedde - har jeg tænk -

Jacobsen. Så sa' han: "Hedder De da Jacobsen"?

Så sa' jeg "Nej, men hvad pastoren ikke ved

er, at det var der een der hed.

Jacobsen - og Jacobsen er far til Jacobsen.

Så sa' han: "Nåh, det skuffer mig som præst,

men det ved De vel bedst.

Se, hvis jeg skuffed' præsten,

så syn's jeg osse næsten,

jeg ka' være skuffet lidt,

for de 30 øre, på den linie 5,

er jeg alt, hvad jeg ejed, og ha'de til hvem ?

Til Jacobsen. Han fik det billigt - gjorde Jacobsen,

Ja, jeg tror enhver vil gi' mig ret:

Det var en dyr billet.

 

 
________________________________________________