________________________________________________

 

 

Hornbækrevyen 1943

 

Hornbæk Sommerteater

 

Tekst: Mogens Dam

Musik: Amdi Riis 

Sunget af Berthe Qvistgaard 

 

Jeg ved et spil om en vej

   

Jeg er fuld af spillelidenskab,
Bridge det dyrker jeg som videnskab
Ja, for resten alle spil,
så mange der er til.
Der er noget ved spil, der hidser mig,
mange piger har det li'som jeg,
man skal bruge de kort man har
i kærlighedens hasard.

Jeg ved et spil om en vej,

en vej, der fører til himlen,

men det er ikke for hvem som helst,

man falder over i vrimlen.

Det spilles gerne af to,

af to, som elsker hinanden.

Det gælder om at få overta'et,

for kvinden eller for manden.

Det er som en slags nervekrig,

om psykologisk hjerterfri

med skæg og narrestreger i,

en lys og lokkende leg.

Jeg ved et spil om en vej,

en vej, der fører til himlen,

og hvis du spiller med åbne kort,

så vil jeg spille med dig.

 

I det spil der tror begynderne,

at det bar' er gjort med ynderne,

og de tre små kendte ord,

men det' da noget de tror.

Det er heller ikke øjnene,

eller dyr makeup og tøj - næ næ.

I det spil er der en trumf.

Det' noget de kalder for oomph

 

Jeg ved et spil om en vej,

en vej, der fører til himlen,

men første gang man betræder den,

så føles det som en svimlen.

Man svæver op i det blå,

man går slet ikke på jorden,

man danser hen over alting som

en linedanser på snoren.

Man har så'n lyst Gud ved til hvad,

men ved ej, hvo'n man bår' sig ad,

men er bar' så forfærd'lig glad

og kan slet ikke si' nej.

Jeg ved et spil om en vej,

en vej der fører til himlen,

og hvis du altså har lyst og tør,

så vil jeg spille med dig.

Man skal passe på med kortene,
være våg’n og sky som hjortene,
aldrig gi’ sig blott’lser
før han har bekendt kulør.
Nej, man føler ham på tænderne,
om han har fine kort på hænderne.
Ved man det, og hvad man vil,
så har man vundet sit spil.

Jeg ved et spil om en vej,
en vej der fører til himlen,
men det er ikke så altid let,
at få pointser på strimlen.
Et spil, et strejf af en hånd
til sød fortrolighed fører,
et lille kys i en gadedør
er lig med fire honnører.
 Men hvis din modpart bruger list,
så gem dit es til sidste frist,
læg aldrig kort’ne ned før sidst,
nej lad ham spille til dig.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej der fører til himlen,
men spiller én med fordækte kort,
så si’r jeg spilleme nej.

 Om man når til storeslemmeren,
har en kvinde på fornemmeren,
længe før en manden ved,
hvad det skal ende med.
Hold ham bare sådan svævende,
fuld af håb, men angst og bævende,
 paradisets søde frugt
er skønnest før den er plukt.

Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen
og den er slet ikke altid endt
med bryllupsklokkernes bimlen.
Men er I kommet så langt,
at hymnens sløjfe er bundet,
så glæd dig bare, men tro nej dog ej,
at spillet dermed er vundet.
For selv om vi bli’r tres og firs,
så er den lov dog inden i os,
at vi skal gi’ – men aldrig gi’ os,
til nød måske stå på streg.
Jeg ved et spil om en vej,
 en vej der fører til himlen,
og hvis du spiller kontrakt som jeg,
så vil jeg spille med dig.

 
________________________________________________