________________________________________________

 

 

 

Sørensen og Rasmussen

 

Nordisk Film 1940

 

Tekst: Mogens Dam

Musik: Kai Normann Andersen

 

Sunget af Marguerite Viby

 

Jens og Sofie

 
 

Fie var jomfru og Jens var husar,

de var at se ret et nysseligt par.

Fies øjne de var blå,

som de bovser Jens havde på.

 

Sofie, Sofie

til kys og klap hun var parat,

for hun var en pige,

tilpas for en soldat.

 

De gik på volden og snakked' om no'et,

hva' man s'n snak' om, når man er forlovet.

Solen stak og Jens var varm,

om Sofie smak han sin arm.

 

Sofie, Sofie

Slå ej de kønne øjne ned.

Min viv skal du bli'e

i tugt og ærbarhed.

 

Løvet det hvisked' og fuglene sang,

Jens havde nattegn og Fie havde trang,

til at vise straks på stand,

hvordan, at hun elsked' sit land.

 

Sofie, Sofie

hun for en svend i kongens kl'r

ku' gøre, ja lige,

omtrent hvad det sku' vær'

 

Først hen ad morgen de vandrede hjem,

da var en hoben der hændt mellem dem.

"Førend året rinder ud",

sagde Jens, "Du vorder min brud"

 

Sofie, Sofie

I evighed du er min eg'n,

og min skal du bli'e

med både præst og degn.

 

Men da vor Jens til kasernen hjem kom,

så blev han stedet for krigsret og dom.

Thi han havde sveget før,

henved seksten ærbare mø'er.

 

Sofie, Sofie

ret aldrig din husar du får,

først sødt og så svie.

Det er din lod så hård.

 

For nu er Jens ikke mere husar.

Fie er heller ej mer', hvad hun var.

Drengen han har øjne blå,

som de bovser Jens havde på.

 

Sofie, Sofie

tag dig igen en hjertenskær,

men pige, oh pige

ej een i kongens klæ'r.

 

 
________________________________________________