_________________________________________________

 

 

 

Københavnere

 

Palladium 1933

 

>

Tekst: Carl Viggo Meincke

Musik: Victor Cornelius

 

Sunget af Olga Svendsen

 

København, København

 
 

Solen skinner festligt ned på tårn og tag og spir.

Byen vågner op og tusind cykler snurrer.

Klubbens sidste gæster vakler hjem fra nattesvir

til den melodi, som rådhusduen kurrer.

Flaget smælder fra hver mastetop,

klokken slår og garden trækker op.

 

København, København,

der er klang af fest og glæde i dit navn.

Se, de slanke tårne hæve sig mod sky

som en hilsen viden om fra Kongens by.

Du bli'r stor, København,

men jeg kan da endnu ha' dig i min favn.

Stolt jeg synger, når jeg hører Rådhusuret slå:

København med V og N og Ø og K.

 

Døgnet glider frem til sporvognsklemt og motorlarm,

lyset skifter grønt og rødt og færdslen iler,

Københavnerinder går på strøget arm i arm,

øjet skyder lyn, så selv betjenten smiler.

Luften svirrer under klokkers klang.

Hele byen synger denne sang:

 

København, København,

der er klang af fest og glæde i dit navn.

Se, de slanke tårne hæve sig mod sky

som en hilsen viden om fra Kongens by.

Du bli'r stor, København,

men jeg kan da endnu ha' dig i min favn.

Stolt jeg synger, når jeg hører Rådhusuret slå:

København med V og N og Ø og K.

 

 
_________________________________________________