________________________________________________

 

 

 

Her og der

 

Tivoli Sommerteater 1921

 

 

 

Tekst: Ludvig Brandstrup

Musik: Elith Worsing

 

Sunget af Christian Gottschalch

 

 

 
   

Min lille søster

 
 

Min kære lille søster blev født ved sommertid.

Da roserne var røde og æbleblomsten hvid.

Thi hun lå i sin vugge  ved æbletræet og så

de glade lærker svinge sig op mod himlen blå.

Min lillesøster lo højt af glæde,

da hun hørte lærkens sang.

Min lillesøster kom til at græde,

siden da, så mangen en gang.

 

Min kære lille søster forlod sin fødestavn,

da hun var blevet voksen, og tog til København.

Hun stod i en forretning et sted på Nørrebro,

hvor lærken aldrig sang, og solen aldrig lo.

Min lille søster som indstængtes

og som ej fik solen at se,

min lille søster som stod og længtes

efter blot en time at le.

 

Min kære lille søster, hun fandt til sidst en ven,

til hvem hun så i tillid og glæde gav sig hen.

Det er den gamle vise, som altid er så ny:

Hun drev til sidst med strømmen i denne store by.

Min lille søster, hvis øjne brændte,

dengang strømmen rev hende med.

Min lille søster som ingen kendte,

men som alle gjorde fortræd.

 

Min kære lille søster blev aldrig mere glad,

selv om hun dyrked' glæden de lange år i rad.

Når jeg på hende tænker, så tænker jeg kun på,

dengang hun i sin vugge ved æbletræet lå.

Min lillesøster som lo af glæde,

da hun hørte lærkens sang.

Min lillesøster som måtte græde,

siden da, så mangen en gang.

 
________________________________________________