_________________________________________________

 

 

Kvindernes oprør

 

Riddersalen 1931

 

Tekst: Poul Henningsen

Musik: Bernhard Christensen 

 

   Såd'n er han såd'n er hun

     
 

Helt fra allerlængst tilbage

kaldte manden kvinden drage,

det var altid denne melodi:

Rippe harpe rappenskralde,

rivejern og gift og galde,

god nok til sit eget brug

men ellers lumsk og snu.

Det' den gamle strid

fra Xantippes tid,

og den strides videre.

Arvefjenden

det er kvinden,

ta'es hun ikke hårdt,

kommer manden til kort.

Det er netop sporten.

Husk forstanden

den har manden,

hun er kagerullefurie, kulso og hun bruger mund.

rappedulle, såd'n er hun, såd'n er hun,

tant og stads og klæ'er

ondskabsfuld og tvær,

skiftende fra hver en

kan som vinden,

såd'n er kvinden.

 

Kvinden tør vel også tale

om de herrer, fandens ka'le,

og det går på denne melodi:

Verdens hersker, vel er han ej,

han er jord'mormand og hanrej,

indbildsk tøjstativ,

forfæng'lig og naiv,

kæmpeegoist,

nem at ta' med list.

Åndeligt har han vist nok

ingensinde

narret kvinden.

Hans moral er smuk,

uden sjov og druk,

hjemme sur og muggen.

Arvefanden det er manden.

Åh, han er en kæmpe-bytur-tyr, løve, jon og Don Juan,

Tøserytter, såd'n er han, såd'n er han.

Hun skal være tro,

han kan elske ti.

Men det er vi to om,

horn i panden,

gi'r vi manden.

 

Lad og dog la' hadet ligge,

og forstå hinanden ikke?

Stop dog op med den gamle melodi.

Lad os se som noget helligt,

at vi formes lidt forskelligt.

Jeg supplerer dig

og du supplerer mig.

Trøst, når du er træt,

kys, når du har lyst,

kryster hun dig, tæt, tæt,

sjælsveninden, såd'n er kvinden.

Blomster på dit bord.

Tro til dine ord,

ord som du betror til

ingen anden,

såd'n er manden.

Vi har altid kun hinanden til trøst i dybest ensomhed,

kun den anden, såd'n er vi, såd'n er vi.

Det at vær sig selv,

det at gi' sin sjæl,

det at turde skælve

helt alene

hos hinanden.

 

 
________________________________________________