| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
|
| Disse kloge ord os lær' det gamle vægterspil. |
| Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
| Regninger strømmer ad døren ind, |
| tiggere rører vort milde sind |
| Fred et minut - men saa er det slut; |
| aldrig man føler sig rolig. |
| Fogeden, der panter vort hjem for skat, |
| damevisitter med the og pjat. |
| Naboers vaas - Nej døre i laas! |
| Vi ønske fred og ro i vor bolig. |
| . |
| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
| Een kun staar mit hjerte nær, kun een jeg drages til. |
| Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
| . |
| Verden er saa fuld af kiv, af uro og af jag. |
| Hastigt bølger byens liv med larm ved nat og dag. |
| Søger vi i hjemmets krog, aftnens stille hvil og hygge, |
| naar os dog det fjerne kog af døgnets plumpe sprog: |
| Sporvognen kimer i gadens sving, |
| saa telefonen med sit kling-kling-kling. |
| Ovenfra sang og nedenfra klang, |
| af grammofoner, der skratter. |
| Radioen bringer med kraftig røst |
| mord og skandaler fra vest og øst. |
| Stemmer og Jazz fra Crystal-Palace. |
| Vor melodi slet ingen fatter: |
| . |
| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
| Een kun staar mit hjerte nær, kun een jeg drages til. |
| Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
| Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
|
