| Jeg har taget så ofte en kvinde på skød |
| og har troet, hun var lykken på jord. |
| Jeg har grebet, hvad skæbnen og livet mig bød |
| og hver eneste troskab jeg svor. |
| Men det hændte et navn dukked' frem i mit sind. |
| I mit øre, en stemme der klang; |
| mens minder i hjertet sig listede ind, |
| har jeg tænkt, ak, så mangen en gang: |
| Gud ved, hvem der kysser dig nu; |
| hvem der vel favner dig nu ? |
| Hvem der mon kysser din hud så fin, |
| barmen din under lin ? |
| På hvem mon din kærlighed faldt ? |
| Har du en anden fortalt, |
| at jeg har været din ven og dit alt ? |
| Gud ved, hvem der kysser dig nu ? |
| Vil du føle for alvor dig ensom en stund. |
| Tænk på hende du elskede mest |
| og som nu byder villig en anden den mund |
| der har givet af løfter dig flest. |
| Men hvorfor være trist ! Husk som vinter og vår |
| skifter lykken og tider har il. |
| Ej man kysser den samme, men kyssed' i går; |
| vil du spørge, så spørg med et smil: |
| Gud ved, hvem der kysser dig nu; |
| hvem der vel favner dig nu ? |
| Hvem der mon kysser din hud så fin, |
| barmen din under lin ? |
| På hvem mon din kærlighed faldt ? |
| Har du en anden fortalt, |
| at jeg har været din ven og dit alt ? |
| Gud ved, hvem der kysser dig nu ? |