Adrienne med sin luftantenne

Det var i de længst svundne dage,
storken byggede på bondens tage.
Men nu er storken forsvundet fra landet og fra byerne,
den er bedaget med mer’,
man ej paa taget den ser,
men heldigvis og tilpas,
er der en der har taget storkens plads.

Det er Adrienne, med sin luftantenne,
saa herefterdags, saa ved vi altså, hvor vi er henne.
Hvordan skal det ende?
Tænk at hun ku’ nænne,
at erstatte vores barnetro, med sin lille radio.

Hun sig styrter ud i bølgerne
og tænker ikke spor paa følgerne,
og saad’n kom forleden hun ind i en skrækkelig tragedie.
En kone skænd’s med sin mand:
”Du er mig utro, Johan”
De kæmper begge med graaden,
hvem er det der kommer ind paa traaden ?

Det er Adrienne, med sin luftantenne,
og saa har hun endda en negerprins i den anden ende.
Hvilke digterpenne
skildrer den elende,
som hun daglig have kan en gros med sin lille radio.

Rundt om Nilen sidder svære flokke,
foraarkække, frække stæreflokke.
De skal paa langfart en tur for at si’e goddag til Kap Farvel.
En læng’re lufttur det bli’r,
Men olderstæren han si’r:
”Vi sætter os undervejs
et par timer paa Jomfruen i Schweiz.

Og paa Adrienne, med sin luftantenne,
for til hende kan vort trætte hoved’ trygt vi lænne.
Hun kan ikke nænne
paa en stær at skænde,
og hun vil saa gerne la’ os bo i sin lille radio.