Sommerlyst 1917
Rosen blusser
Tekst: Aage Steffensen
Musik: A. Kendal & Godfrey
| Andersen han er min bedste ven. |
| Jo, De kan bande på, at det er en svend. |
| Sikken et øje og sikken et hår |
| og sikke hans hjerte slår. |
| Overfor ham er jeg blid som et lam, |
| alt, hvad jeg ejer, det låner jeg ham. |
| Jeg er forelsket og skoldet og skør |
| og altid i dejligt humør. |
| Han lægger beslag snart på alt, hvad jeg får. |
| De støvler jeg købte hos "Hector" i går, |
| dem har jeg lånt min bedste ven. |
| Andersen, Andersen, |
| og hvis jeg kender Andersen, |
| ser jeg dem aldrig igen. |
| Mandfolk de' no'et skidt, |
| gi'r vi os af med dem, går de for vidt. |
| Det er li' sådan med min gamle ven, |
| Hans Peter Andersen. |
| Andersen påstår, at jeg er Gud, |
| hvergang han render for koldt vand og lud, |
| stiller han straks, hvor velsignelsen gror, |
| og si'r det forløsende ord. |
| Jeg er min kærestes lånekontor, |
| på mig alene hans fremtid beror. |
| Man ska' ve'li'holde hele sin glans, |
| det si'r hans æstetiske sans. |
| Til yderligheder hans fordringer går: |
| Den tandbørste som jeg har brugt i et år. |
| Andersen, Andersen, |
| og hvis jeg kender Andersen, |
| ser jeg den aldrig igen. |
| Mandfolk, de' no'en fjols, |
| man sku' sgu tro, de var kommet fra Mols. |
| Det er li' sådan med min gamle ven, |
| Hans Peter Andersen. |
| Omsorg for Andersen altid jeg har. |
| Sådan et ansvar på nerverne tar. |
| Når jeg besøger ham, der hvor han bor, |
| så er jeg for ham som en mor. |
| Ligger han skidt, eller ligger han hårdt, |
| der hvor han ligger, så er'et en tort. |
| Det går mig lige ind til ben og til marv. |
| Så ta'r jeg min fædrenes arv, |
| den ældgamle mølædte krølhårsmadras, |
| hvorpå mine forfædre de ha'de plads. |
| Den har jeg lånt til min bedste ven |
| Andersen, Andersen, |
| og hvis jeg kender Andersen, |
| ser jeg den aldrig igen. |
| Mandfolk, de' no'et stads, |
| de har kun tanker for fjas nutildags. |
| Det er li'sådan med min gamle ven, |
| Hans Peter Andersen. |
| Overfor ham er mit hjerte så stort. |
| Hvad jeg kan gøre for ham, har jeg gjort. |
| Selv om jeg dør og sku' bli' til en ånd, |
| så får han en hjælpende hånd. |
| Er det en vinter med kulde og slud, |
| går han omkring og ser frysende ud, |
| mangler han li'e det nødvendigste kluns, |
| så er jeg der li' me' de' vuns. |
| Den uldtrøje, hvorpå mit navn er broder't, |
| og som jeg har gå'et med fra je' ble' konfirmer't, |
| den har jeg lånt min bedste ven, |
| Andersen Andersen, |
| og hvis jeg kender Andersen, |
| ser jeg den aldrig igen. |
| Mandfolk, de' no'et skab |
| de går kun ud på at volde os tab. |
| Det er li'sådan med min gamle ven, |
| Hans Peter Andersen. |