| Rundt om de hjemlige kysters |
| klitter for tiden går bølgerne højt, |
| så nu må selv vores østers |
| flygte til Sverige - ja er'et ikke drøjt? |
| Medio af februar drog alle østersers far |
| gram i hu over Sundet med skal og med skæg |
| og med skum i de rynkede bryn, |
| der var mere end een, der sku' sættes til væg, |
| fra hans øjne der glimtede lyn. |
| Der stod S.U. på invitationen, |
| og skæld ud var der også i tonen, |
| der blev stille i Norden - en underlig stund, |
| da Hr. Stauning holdt tale i Lund. |
| |
| Der var kalas uppaa Salen. |
| Fjorran han drøjde og Helan han gick. |
| Spændte de vented' på talen |
| og det tør siges - valuta de fik. |
| Staunings berygtede bas |
| hørtes til fjerneste plads: |
| "Hvis I aldrig har hørt et par sandheder før, |
| kan I dæl'me tro, I skal få, |
| et par skvulp at de såkaldte danske humør". |
| Da blev svenskerne gule og blå. |
| Stauning uden blusel og bævren, |
| snakked' rigtig så dejligt fra lev'ren, |
| og snakke fra lev'ren, den sport er jo sund, |
| men de kan ikke li' lever i Lund. |
