| Byens lys der tændes, Chaplins gamle film, |
| myretuen med sit bedste smil. |
| Helt til horisonten sti'r og synker ild'n, |
| selv en storby har sin sexappeal. |
| Her lever vi i skorstensskoven |
| med milevidt fra bryn til bryn, |
| en jungle til men'skenes sovende børn, |
| kravl op og kig ud over byen. |
| Bag alle disse bål, der flammer |
| med lysreklamers kolde lyn, |
| er kampe og skæbner og jammer og ondt |
| alli 'vel så elsker vi byen. |
| Man tænker på maskiner og på bomber og krig, |
| hundrede knald, alting forbi, |
| vi jævner selv med jord'n, hvad vi har bygget så flinkt, |
| blå energi, blinde instinkt. |
| Det er en usandsynlig fabel, |
| små bitte svage usle gryn, |
| der stavler og splitter et babel af sten, |
| alli'vel så elsker vi byen. |
| Over os står lyset varmt og kuppelrundt |
| som et brandskær set fra landevej'n. |
| Fjerne folk i mørket ser et strålebundt, |
| over regnen står et himmeltegn. |
| Hvad trækker dem til disse steder? |
| Hvad binder dem til støj'n og gnyet? |
| Derude var marker og glæder og ro, |
| alli 'vel så elsker vi byen. |
| Hvad vil du vel på denne stentomt, |
| her er du tabt og anonym. |
| Du møder kun vrimlende ensomhed her, |
| kom ind, du forsvinder i byen. |
| En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri, |
| liv eller død, kun småtteri. |
| Hvem spø'r om du og dine går til bunds, overbord, |
| skæbner går ned, storbyen gror. |
| Her lever vi i skorstensskoven, |
| med milevidt fra bryn til bryn, |
| en jungle til men'skenes stridende børn, |
| alli 'vel så elsker vi byen. |