Den dag da Dorthe drak dus

Det var Dorthe, det var Didrik, det var dejligt.
De var unge begge to, det var et plus.
Og familien var på landet og kom slet ikke hjem,
den dag da Dorthe drak dus.

Det var lunt og øjeblikket var belejligt,
til at kigge på Mercur og Sirius.
Der blev kigget et par stjerner eller tre eller fem,
den dag da Dorthe drak dus.

Det var Didriks ide,
der kan man se,
skæbnen er straks på vej,
når familien er borte,
og når lille Dorthe,
sidder sådan solo for sig selv og keder sig.

Både hun og Didrik havde det med varme,
skønt det kun var cirka sytten celsius.
Ti små tænkelige tællelys af tælle stod tændt,
den dag da Dorthe drak dus.

Det var Dorthe, det var Didrik, det var dejligt,
da de dropped' den moralske habitus.
Alleæ rkeengle spilled' på basuner og sang,
den dag da Dorthe drak dus.

Der blev kysset, der blev hvisket, der blev bejlet,
indenfor en sofas snævre radius.
En historisk bog vil komme til at hedde engang:
Den da da Dorthe drak dus.

Klokken nærmed' sig et, lidt efter lidt,
fuldmånen gled forbi.
Nattergalen slog sin trille.
Dorthe hvisked' stille:
"Sdan set er så'n sofa sjov at sidde i"

Og det samme sagde Didrik i det samme,
og så slukked' han den sidste fidibus.
Det var klokken fire femogfyrre fæstningen faldt,
den dag da Dorthe drak dus.