De små sko

Han elsked' hendes hænder og hendes jomfrubarm.
Han elsked' hendes nakke, som var så hvid og varm.
Han elsked' hendes stemme, når sølverlyst den lo,
men mest de spæde fødder dog, i to små sorte sko.

De spæde fødder tripped' ad kirkegulvet hen.
Der gav hun ham sit ja-ord og hun fik hans igen.
Hun smilte gennem gråden, men sejrsstolt han lo.
Han faldt på knæ og kyssed' tyst de to små hvide sko.

Og våren blev til sommer og høstens blade faldt.
Han var så stærk og mandig, hun gav ham lydigt alt.
Hun følte det en høstdag tæt under hjertet gro.
Da faldt to blanke tårer på de to små sorte sko.

Han fandt i hendes gemmer to sko så bitte små,
at selv de mindste fødder vist ikke fik dem på.
Så spurgte han en aften, da de var ene to:
"Hør, hvilke fødder passer dog i de små sorte sko"?

Som rosenblod hun blussed, så rødmed' hendes kind.
Så gemte hun sit ansigt dybt i hans favntag ind;
"Min elskte du skal vide, jeg tror nok jeg tør tro,
der bliver snart to fødder til de to små sorte sko.