Naar jeg har festet rigtig vildt,
og jeg igen en nat har spildt,
tænker jeg tit ved morgengry:
Ak, hvem der blot var barn paa ny.
Minderne vælder paa mig ind,
fylder med salig fred mit sind.
Sagte jeg nynner gang på gang
Mormoders gamle sang:
Naar din moders blide stemme
ikke mer' dit øre naar,
når det gamle hus derhjemme
ikke mer' bag linden staar,
lad da minderne dig drage,
bort fra verdens larm og strid,
aah, saa drøm dig blot tilbage
til den skønne barndomstid.
Farved' Bourgognen kinden rød!
Og der i natten om dig lød
glødende ord og munter sang!
Følte jeg tit en frihedstrang!
Jeg i naturen søgte ud,
kyssed' de unge friske skud.
Stirred' mig mæt på himlens blaa,
lytted' til blomst og straa:
Naar din moders blide stemme
ikke mer' dit øre naar,
naar det gamle hus derhjemme
ikke mer' bag linden staar,
lad da minderne dig drage,
bort fra verdens larm og strid,
aah, saa drøm dig blot tilbage
til den skønne barndomstid.
Livet er kun en stakket dans
og al dets tomme pragt og glans
regner for intet jeg imod
den lille plet, hvor min vugge stod.
Hvor jeg i verden kommer frem,
tankerne til mit barndomshjem
vender tilbage, gi'r mig trøst.
Hør, det er mormors røst:
Naar din moders blide stemme
ikke mer' dit øre naar,
naar det gamle hus derhjemme
ikke mer' bag linden staar,
lad da minderne dig drage,
bort fra verdens larm og strid,
aah, saa drøm dig blot tilbage
til den skønne barndomstid.