Helsingør Sommerteater
Helsingørrevyen 1956
Tekst: Poul Henningsen
Musik: Svend Hersleb Grundtvig
Sunget af Hannah Bjarnhof
Det var en lørdag aften, du sad og vented’ mig.
Og sporvogn efter sporvogn, gled nattens mørke vej.
Jeg kom ikke ind ad døren, og kyssede din mund
Og jeg forsødede ikke blidt, din rare aftenstund.
Jeg gjorde det med vilje, jeg ville ruske op.
Jeg bar jo dine tøfler, jeg bar din kaffekop.
Var pude i din lune seng, et praktisk husgeråd.
Men jeg er osse men’ske, så derfor er jeg gået.
Dit slips er så diskret og din jakke sidder smukt.
Tobakken, din barbersprit har den korrekte lugt.
Du ønsked’ osse jeg går klædt, som andre men’sker gør,
Men de er ens, fordi det er, det eneste de tør.
Du ønsker jeg skal mene om kunst og politik.
Hvad alle regner for en god og dannet skik.
Jeg går med håret, som jeg vil. Det sidder i mit blod.
Jeg mener det, jeg mener selv, jeg mener tværtimod.
Mon du har gået i regnvejr, langs ensomhedens rand,
På øde villaveje, mens håret drev af vand ?
Og søgt dit eget solskinsvejr, på bunden af din sjæl ?
Nej, inden i dit jakkesæt, er ikke engang du selv.
I mener alle sammen det samme triste skidt.
Først læser I avisen, og så’r I lige vidt.
For bare det at tænke selv, er ikke fint papir.
Man syn’s, hvad alle andre syn’s og genta’r, hvad de si’r.
Den fagre verden venter os, og alle tænker ens.
Og ingen er selvstændig og ingen udtilbens.
Et ligegyldig kedsomhedens helved’ venter os
og ingen gider tænke selv og ingen gider slås.
Jeg kommer ikke mere, jeg glemmer, hvor du bor.
Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror ?
Nu går jeg ud i ensomhed. Måske jeg finder én,
som elsker mig, som den jeg er – måske jeg finder en…
Det var en lørdag aften, endnu engang min ven.
Nu går jeg andre veje, og hvor jeg så går hen,
Står der måske et stjernetegn, på håbets himmelhvælv,
Jeg tror, at lykken findes kun, når man er helt sig selv.