Dit hjerte er i fare Andresen

Vi gik tur, men tænk
så stod der en bænk
inde ved en ensom sti
Bænke i en skov
sku' forbydes ved lov
For, hvad nytter det at si’:

”Dit hjerte er i fare Andresen,
Du sitter der i fuldmånens skær.
Dens stråler er så klare, Andresen,
Og pigen sitter alt, alt for nær!
Bølgerne de rider blidt mod stranden.
Denne lille her infame nattergal den slår.
Andresen, nu går du fra forstanden!
Det’ osse fan’s, som det er ve’ at bli’ vår”.

Aft’nen var så smuk,
og hun drog et suk,
og så sa’ jeg ”Dejligt vejr”.
”Ja der er!” sa’ hun.
Så jeg holdt min mund:
Men så hvisked’ skovens træ’r:

”Dit hjerte er i fare, Andresen,
hun nynner denne her ”Flyv, fugl, flyv”.
Hun ka’ sit repertoire, Andresen,
Men sørg nu for, at det skal bli’ lyv!
Men’ske lad dog vær’ at la’ dig knalde!
Ved du hvad en vielse den koster lille ven?
Det’ fire kroner én gang for alle,
Plus hver en klink du tjener siden hen.

Altså, hvor jeg led!
Hver gang jeg blev hed
vågnede mit bedre jeg!
Inde i mit bryst,
lød en grådkvalt røst,
jeg ku’ mærke, at den skreg:

”Dit hjerte er i fare, Andresen!,
for pigens røde mund gør dig skør.
La’ vær, at lad’ dig narre Andresen,
for det er bare løgn og kulør!
Føler du dit stakkels hjerte skælve?
Svimler du ved nattens duft
af roser, hyld og tjørn ?
Andresen, det’ kun syvogfyrre ell’ve
som hun har fået henne hos frisør’n.

Hun var skøn af krop.
Kjolen var glid’t op.
Hun ha’d silkestrømper på.
Og nervøs og bleg
mumled’ stakkels jeg,
mens jeg kigged’ ned på skrå:

”Dit hjerte er i fare Andresen,
nu sidder der en myg på hendes knæ,
men la’ den, la’ den bare Andresen,
for rør du hende, er du et fæ!
Herregud du gamle brug dog pæren:
Bryllupsmarch til Kasper,
det er slut på eventyr’t.
Andresen, der er lusk i affæren!
Måske det’ dejligt, men det’ fandens dyrt!”

Hvodden, at det kom,
ved jeg intet om.
Pluds’lig sad hun på mit skød!
Jeg sa’ ingenting,
og hun sa’ ingenting,
men det var som om det lød:

”Dit hjerte er i fare Andresen!
Hvordan er det du krøller dit tøj ?
Der knækked’ din’ cigarer Andresen,
Værs’go, halvanden krone der røg!
Se nu dog at få fornuften funden
før den lille snottede
Gud Amor vinder sejr!
Andresen, se nu spidser hun munden,
ta’ nu og sig, du helst vil ha’ en baj’r.”