Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
|
Disse kloge ord os lær' det gamle vægterspil. |
Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
Regninger strømmer ad døren ind, |
tiggere rører vort milde sind |
Fred et minut - men saa er det slut; |
aldrig man føler sig rolig. |
Fogeden, der panter vort hjem for skat, |
damevisitter med the og pjat. |
Naboers vaas - Nej døre i laas! |
Vi ønske fred og ro i vor bolig. |
. |
Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
Een kun staar mit hjerte nær, kun een jeg drages til. |
Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
. |
Verden er saa fuld af kiv, af uro og af jag. |
Hastigt bølger byens liv med larm ved nat og dag. |
Søger vi i hjemmets krog, aftnens stille hvil og hygge, |
naar os dog det fjerne kog af døgnets plumpe sprog: |
Sporvognen kimer i gadens sving, |
saa telefonen med sit kling-kling-kling. |
Ovenfra sang og nedenfra klang, |
af grammofoner, der skratter. |
Radioen bringer med kraftig røst |
mord og skandaler fra vest og øst. |
Stemmer og Jazz fra Crystal-Palace. |
Vor melodi slet ingen fatter: |
. |
Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
Een kun staar mit hjerte nær, kun een jeg drages til. |
Ene med min hjertenskær stænger jeg min dør og nynner: |
Lad dem blive borte, hver som os bedrøve vil. |
|