Dagmarteatret 1943
Dagmarrevyen
Tekst: Mogens Dam
Musik: Kai Normann Andersen
Sunget af: Marguerite Viby
Når mit humør en dag er særlig truet,
så sadler jeg min hest og rider ud
og ingen af os ved, hvor turen ender.
Det er den bedste kur jeg kender.
De raske hovslag over landevej'n,
de grønne marker og de brede hegn,
en virkning har, der ligner
en håndfuld mercodriner,
og de'er jo gode tegn.
Så flyv min hest
i regn og blæst
henover Danmarks jord.
Hver en gnist fra din hov
får hilsen igen fra bondens plov,
og jeg får smil fra alle dem,
der langs med vejen bor,
så flyv min hest
i regn og sol og blæst
på Danmarks grønne jord
Man siger, rygterne har vinger på.
Den sammenligning kan jeg godt forstå.
På samme måder i de tunge tider,
fra mand til mand humøret rider.
Især når alting er så hårdt og ondt,
så er det danske lune rent og sundt.
Da flagrer som en manke
en let og lystig tanke
og bærer smilet rundt.
Så flyv min hest
i regn og blæst
til store og til små.
Højt og frit på din ryg,
skal tanken du bære rank og tryg
og melde dem, der vil forstå:
En dag bli'r himlen blå!
Så flyv min hest
i regn og sol og blæst
så langt, som du kan nå.
Og når en gang det store Ragnarok
har krævet jern og blod og tårer nok,
og man har lov at færdes alle vegne,
så bær mig frem til fjerne egne.
Så vil det danske smil og sindelag
igen få lov at komme for en dag,
forbi med angst og bæven,
så spytter vi i næven
for hele verdens sag.
Så flyv min hest
i regn og blæst
fra Danmarks lyse strand!
På din ryg bæ'r du stolt
dit budskab om det, der stod og holdt:
Det danske smil, som går i spand
med hjerte og forstand!
Så flyv min hest
i regne og sol og blæst,
så højt og langt du kan.