| Som en fugleunge, klemt mellem børnehænder, |
| i din egen hånd forskræmt, ligger lykken gemt. |
| Levende og varm den er, om du blot forstod. |
| Det er selve lykken, der banker i dit blod. |
| Her i mine hænder jeg holdt min egen lykke, |
| dengang da jeg kom til dig, og du trygled' mig: |
| "Giv mig din lille hvide haand" |
| gav jeg dig haanden redebon, |
| gav dig vel alt, hvad jeg af kærtegn kender, |
| skænked' dig lykken med skælvende hænder. |
| Du har mig lært, hvad nu jeg ved, |
| rig bli'r man kun ved gavmildhed, |
| giv af dit eget hjertes dybe fond, |
| da ligger lykken i din egen hånd. |
| I et håndtryks tavse pagt, i to hænders møde, |
| er den første hilsen bragt og farvel'et sagt. |
| Bandt dig end med haand og løfters stærke baand, |
| gik du dog en aftenstund ud på egen haand. |
| Og da andre tider kom, slog du haanden af mig, |
| glemte glæder, glemte som det, du bad mig om. |
| "Giv mig din lille hvide haand" |
| gav jeg dig haanden redebon, |
| gav dig vel alt, hvad jeg af kærtegn kender, |
| Staar nu tilbage med tommer hænder. |
| Tomme, nej du har intet tabt, |
| rig går hver glæde du har skabt, |
| øs bare ud af hjertets rige fond, |
| da ligger lykken i din egen hånd. |