I 1864 besøger Kong Christian IX et lazaret med sårede soldater fra slaget ved Dybbøl. Her fatter han interesse for en soldat ved navn David. Kongen vil opfylde Davids højeste ønske, som viser sig at være en kro i hans hjemstavn Græsted. Kongen holder sit ord og i 1869 står Græsted Kro opført. David og hans familie driver kroen indtil den i 1910 bliver videresolgt. Her bliver kvisten udvidet med værelser til overnattende gæster og teatersalen bliver bygget. Kroen står i dag med de oprindelige bygningsdele, og der har været adskillige ejere siden. I 2006 overtog det nu konkursramte firma Møllegården A/S ejendommen. Deres plan var at rive de gamle bygninger ned og opføre ejerlejligheder. Denne plan nåede imidlertid ikke at blive iværksat og de nuværende ejere købte kroen af konkursboet i marts 2012. (Kilde: www.Graested.Kro)