Nu må jeg vist skynde mig at vaske mig, |
ellers vil nok klokken overraske mig. |
I dette lækre bad, |
jeg gerne timer sad, |
men der er een der skiller os ad. |
|
Han kommer og banker |
og står ved min dør, når klokken er to. |
Han kommer og banker |
og så får jeg hverken rest eller ro. |
Han har jo så meget, han vil ikke vente, |
og sæt nu, han rendte |
igen, når han kom, |
før jeg fik klædt om. |
Der bølger en yndig |
buket af lavendler duftende salt. |
Den smyger sig syndigt, |
som kærtegn om knæ, om bryst - ja om alt, |
som dristige tanker, |
og drømme jeg knapt vover at tro. |
Han kommer og banker, når klokken er to. |
|
Jeg tør ikke tænke mer' på følgerne, |
hvis jeg blev for længe her i bølgerne. |
Men det' min egen skyld, |
for jeg har selv sendt bud |
og bedt ham endelig komme herud. |
|
Han kommer og banker |
og står ved min dør, når klokken er to. |
Han kommer og banker |
med hård og beslutsom mandfolkekno. |
Måske vil han åbne, det ved man jo ikke |
og ser han mig ligge |
i badet endnu, |
Oh rædsel og gru. |
Hvad ville han mene, |
hvad ville han tro, hvad ville der ske ? |
Det var jo den rene |
ruin, hvis han kom og fik mig at se |
med skælvende flanker, |
kun svøbt i svamp, strømper og sko. |
Han kommer og banker, |
når klokken er to. |