Fønix Teatret 1937
Morgen-Middag-Aften
Nordisk Film 1947
Stjerneskud
Tekst: Arvid Müller Musik: Aage Stentoft
Sunget af Osvald Helmuth
| Når byen derinde får lysene på, |
| og arbejdsdagen så småt går i stå, |
| og folk ruller hjem efter dagen, der gik, |
| butiksfolk, kontorfolk og dem fra fabrik, |
| så er jeg med såd’n omkring klokken fem, |
| men jeg kør’ en omvej før jeg ta’r hjem. |
| Jeg kør’ mig en tur langs med havnen, |
| jeg må rundt og se, hvad der sker. |
| Jeg kan ikke forklare nøjagtigt hvorfor. |
| Det’ nærmest såd’n bare, ja gu’ er det så. |
| Det såd’n en slags indeklemt længsel, |
| li’som en, der har siddet i fængsel |
| og så pludselig mærker at nu er han fri, |
| såd’n har jeg det altid, når da’en er forbi. |
| Man tro’de jo engang at alt var så nemt. |
| Dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt. |
| Jeg ville se verden, afsted, bare ud! |
| Såd’n er der så meget, og så blev jeg bud. |
| Og så blev jeg gift, ja, og så var det sket, |
| og nu må jeg nøj’s med – jeg trænger sgu te’et. |
| Jeg må ned og lure ved havnen, |
| og snuse til livet ombord. |
| Jeg må rundt og kigge, og se, hvo’n den skær, |
| Ja, jeg ved sgu ikke, jeg kan ikke la’ vær’. |
| Det er ikke det – skude ved skude… |
| Det er nærmest det hele herude. |
| Der er noget i luften, der er noget, jeg kan li’. |
| Enhver har jo sin lyst, når dag’n er forbi. |
| Så sker det jo tit, at man kommer i snak. |
| Én gi’r en historie og én gi’r tobak, |
| så’n uden banderole – fra stederne a’. |
| De kommer jo lige direkte derfra. |
| Så står man og lytter og nyder sit skud, |
| det’ dejligt at høre, hvo’n verden ser ud. |
| Jeg ser sgu det hele ved havnen, |
| både Java, Algier og Port Said, |
| og plantager og hajer, det hele, De ve’, |
| alt det som man plejer at ønske at se. |
| Sådan palmer så høje som huse, |
| jeg kan ligefrem høre dem suse. |
| Der er ikke de lande, jeg ikke er i. |
| Jeg er ude på viften, når dag’n er forbi. |
| Man ved jo som regel på dato hvornår, |
| såd’n cirka, at bådene kommer og går. |
| Det’ li’som et skema, det lærer man snart, |
| og kommer der én er jeg altid parat. |
| Det at gi’ dem et nap med at lægge dem til, |
| der er ikke en ting, jeg hellere vil. |
| Jeg står her og venter ved havnen, |
| og næverne kribler på en. |
| Jeg kender hver boje, hvo’n trossen skal i, |
| og det at fortøje, det ka’ jeg sgu li’. |
| Jeg elsker at røre ved skibet, |
| det’ li’som at hilse på livet. |
| Jeg ved ikke hvorfor, det’ vel nærmest fordi, |
| man føler først den slags, når da’en er forbi. |
| Jeg ved sgu godt, at det hele er skæg. |
| Mellem mig og alt det der, der er der en væg. |
| Det er no’et man indser, mens tiden den går. |
| Jeg ved godt at min plads, det’ her hvor jeg står. |
| Og sådan er livet for fler’ end for mig, |
| men jeg er skam slet ikke bitter, nej, nej. |
| Jeg kør mig en tur langs med havnen, |
| hver aften, når klokken er fem. |
| Jeg kør mig den tur, som nu jeg holder af, |
| den eneste tur, jeg har råd til at ta’. |
| Der ude et sted bag ved molen, |
| ligger verden og livet og solen. |
| Men hvem her i verden får alt hva’ han kan li’? |
| Såd’n tænker jeg altid, når dagen er forbi |