| Lille søde lattermilde væsen! |
| Hvor du ligner Dannevang på næsen. |
| Inderligt tilfreds og aldrig kræsen |
| med hvad goder livet har at byde på. |
| Bare man får sol og føler vinden |
| kæle for og kysse sig på kinden. |
| Hvad behøver man så mere? |
| Bare himlen tittere var blå! |
| Du lille blomst fra Danmarks have, |
| en lille fordringsløs viol. |
| Du ejer nøjsomhedens gave, |
| for du er ikke spor forvænt med sol. |
| Dine stængler er så skrøbelige, tynde |
| men din hele vækst har duft og ynde! |
| Du lille blomst fra Danmarks have, |
| som alle lærkerne har sunget om. |
| Vel har Danmark ingen flotte palmer, |
| ingen blomst med en duft, der kvalmer, |
| ingen farvepragt, der aldrig falmer, |
| den har bare små beskedne, spæde skud. |
| Men, hvis noget rundt jeg skulle fylde |
| eller mig af anden grund la' hylde, |
| vil jeg be' om, at man sender, |
| hvis, man vil sende noget med et bud: |
| En lille blomst fra Danmarks have, |
| en lille fordringsløs viol, |
| som ejer nøjsomhedens gave, |
| for den er ikke spor forvænt med sol. |
| selv om stænglerne er så skrøbelige, tynde |
| så kan man vel nok ha' duft og ynde! |
| En lille blomst fra Danmarks have, |
| som alle lærkerne har sunget om. |
