Lille søde lattermilde væsen! |
Hvor du ligner Dannevang på næsen. |
Inderligt tilfreds og aldrig kræsen |
med hvad goder livet har at byde på. |
Bare man får sol og føler vinden |
kæle for og kysse sig på kinden. |
Hvad behøver man så mere? |
Bare himlen tittere var blå! |
|
Du lille blomst fra Danmarks have, |
en lille fordringsløs viol. |
Du ejer nøjsomhedens gave, |
for du er ikke spor forvænt med sol. |
Dine stængler er så skrøbelige, tynde |
men din hele vækst har duft og ynde! |
Du lille blomst fra Danmarks have, |
som alle lærkerne har sunget om. |
|
Vel har Danmark ingen flotte palmer, |
ingen blomst med en duft, der kvalmer, |
ingen farvepragt, der aldrig falmer, |
den har bare små beskedne, spæde skud. |
Men, hvis noget rundt jeg skulle fylde |
eller mig af anden grund la' hylde, |
vil jeg be' om, at man sender, |
hvis, man vil sende noget med et bud: |
|
En lille blomst fra Danmarks have, |
en lille fordringsløs viol, |
som ejer nøjsomhedens gave, |
for den er ikke spor forvænt med sol. |
selv om stænglerne er så skrøbelige, tynde |
så kan man vel nok ha' duft og ynde! |
En lille blomst fra Danmarks have, |
som alle lærkerne har sunget om. |