Københavnerteatret 1925
Co-optimisternes Nytaarsrevy
Tekst: Ludvig Brandstrup og Mogens Dam
Musik: Kai Normann Andersen
Sunget af Ludvig Brandstrup
Jeg fortæller Dem, hvis jeg må få lov,
kun en kort fortælling om to,
der en dag gik tur i den grønne skov,
hvor alverden smilte og lo.
To der syntes, alt kunne bæres, blot
nå ja - blot fordi de var to.
Hun var hans lille pige,
og han var hendes lille dreng.
De var i himmerige,
og dog var deres dyd skam streng.
De hvisked' når de la' sig
i hver sin lille seng:
"Godnat min lille pige"
"Godnat min lille dreng".
De blev gift en dag, og hvad mere er
de fik også lejlighed, tænk
og alligevel var der noget der
rendte lykkens skude i sænk.
Hun var ung og glad, han var ligeså.
Og dog skændtes de en del,
for hun dansed' som en engel, åh,
og han var nærmeste som en kamel.
Hun var hans lille pige,
og han var hendes lille dreng.
Dog skændtes de tit lige,
nå ja, lige til de gik i seng.
For hvis han danser dårlig, så taber han terræn
hos så'n en lille pige
gør så'n en lille dreng.
Et par år gik hen, lykken brast til sidst
mellem dem som skørt porcelæn.
De gled hver sin vej, han blev tung og trist,
og hun blev mer' og mere mondæn.
Og hun flirted' som en kvinde skal,
hvis hun følger med sin tid,
en en aftenstund, da de var på bal,
satte hun prikken over i'et.
(for), der sad hans lille pige
med en fremmed lille sabeldreng,
med flotte næseflige
og sabel i et flot gehæng.
Han fløjtede det sidste, gevaldige refræn,
så sank hun sin prestige
for den slemme sabeldreng.
Manden så det godt, men hvad, herregud,
den slags ting er jo comme il faut,
og han spurgte ikke når hun gik ud,
nej, han tog det hele med ro.
Og de levede livet hver for sig
hensynsfuldt og liberalt,
som moderne folk gik de hver sin vej,
men en skønne dag gik det galt.
For tænk hans lille pige
gik hen og fik en lille dreng
af Amor må man sige,
det var en lidt for frækt dessin
for hele byen vidste den rette sammenhæng
med hanses lille pige
og hendes lille dreng.
Og moralen er ja, er det så svært
at få fat i grunden på den ?
Går man hver sin vej, er det så så sært,
at man aldrig mødes igen ?
Har man giftet sig, nå ja, herregud,
så er det vel ingen skam,
at han passer lidt på sin unge brud,
og at hun kun danser med ham.
For husk dog på at lige
så let, som hun kan skifte teint,
kan såd'n lille pige
gå hen og få en lille dreng.
Men hun kan godt la' være og dog være mondæn.
Husk det min lille pige,
(og) husk det min lille dreng.