Det var en ædel rosenfrøken af ren og kysk og himmelsk ånd,
ved dag og nat om liljehalsen hun bar et højrødt silkebånd.
Der kom en fornem rosenridder en dag til hendes faders gård.
Han priste damens kornblå øjne, den røde mund, det gyldne hår.
Han sang om hendes hvid hals og om det røde bånd,
så sank han ned for hendes fod og bad om hendes hånd.
Da hvisked, hun: Det er min skæbne, at ingen skal mig eje helt,
af silkebånd her om halsen mit væsen er i tvende delt.
Du har berømmet højt i sange mit blonde hår, min røde mund,
nu lad mig se, om du er ærlig, om det er det du kræver kun.
Den ene del, du ønske dig, jeg giver i din hånd,
så vælg da frit, men grænsen er det røde silkebånd.
Han var en mand, den unge bejler, men først og sidst en kavaler.
Han sagde: "Ak, hvor var det skade, jeg havde tænkt mig noget mer',
Dog har din skæbne det besluttet, dens strenge bud mig skræmmer ej,
hvad ovenover grænsen vinker, er livet værd, det vælger jeg.
Da vendte hun sig hoved' bort og blev så rød som blod,
så løste hun sit silkebånd og bandt det om sin fod.